Gudhjem er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Våben
Fredag eftermiddag afleverede en anonym finder en gammel rusten riffel til Bornholms Politi. Riflen var fundet i metalskrot på Bofa, hvor en del andre besøgende havde udvist interesse i at tage riflen med hjem. Borgeren mente dog – og helt korrekt – at riflen burde afleveres til politiet til destruktion.
Ulovlig knallert
En 32-årig mand fra Aakirkeby blev fredag kl. 16 truffet på knallert på Ølenevej i Pedersker. Knallerten blev målt til at kunne køre 62 km/t mod de tilladte 30 km/t og blev konfiskeret på stedet, da det er 2. gang, den 32-årige er sigtet for at køre på konstruktivt ændret knallert.
Færdsel
Fredag kl. 12.30 ringede en 40-årig kvinde til Bornholms Politi. Hun havde fundet en bil i grøften lige uden for Bølshavn på vej mod Gudhjem. Bilen havde store skader, men der var ingen personer i eller omkring bilen. Vagthavende ringede til ejeren af bilen, der oplyste, at hun tidligere på dagen var kørt galt, da hun ville undvige en hare. Den 32-årig bilist fra Gudhjem blev vejledt om, at man altid bør tage kontakt til politiet, hvis man efterlader et forulykket køretøj for ikke at skabe unødig bekymring.
ATK-bilen holdt fredag formiddag på Nordre Kystvej i Rønne, hvor højeste tilladte hastighed er 50 km/t. Tre bilister havde for meget fart på – højeste hastighed blev målt til 65 km/t.
Øvrigt
Lørdag kl. 18.20 så en patrulje to unge drenge sidde på en bænk med en ramme dåseøl i Lille Madsegade i Rønne. Patruljen tog kontakt til de to, der viste sig begge at være 14 år. De oplyste, at de senere skulle til en fest, men på grund af deres unge alder og den store mængde øl, blev forældrene orienteret og kom til stedet for at hente deres børn.
Hærværk
Søndag kl. 14.50 blev politiet kaldt til Store Torv i Rønne, hvor en beruset 39-årig mand fra Aakirkeby havde kastet en cykel mod indgangsdøren hos Danske Bank og dermed knust en rude. Da patruljen kom til stedet, fremkom han med både fornærmelig tale og trusler, og da han også gjorde udfald mod dem, blev han anholdt. Efter en tur på skadestuen til behandling for en selvpådraget skade, blev han sat til afkøling i detentionen. Han er nu sigtet for både hærværk og trusler om vold mod politiet.
Bortvisning
Søndag kl. 19.27 blev politiet kaldt til Buddha Bar i Aakirkeby, hvor to mandlige gæster på henholdsvis 31 og 56 år havde set sig sure på hinanden. Det var den 31-årige, der havde tilkaldt politiet, fordi han følte sig utryg. Patruljen mæglede mellem parterne, men da flere af gæsterne gav udtryk for, at det var den 31-årige, der havde udvist generende adfærd, og da han også optrådte konfliktsøgende, mens patruljen var der, blev han bortvist fra stedet.