ATK-vognen stod fredag i 3,5 time på Poulskervej, hvor det er tilladt at køre 80 km/t. To personer blev målt til at køre over det tilladte og den højeste hastighed blev målt til 100 km/t.
En 37-årig mand fra Gudhjem blev lørdag kl. 11.37 sigtet for at have ført bil ad Zahrtmannsvej i Rønne uagtet, at han var påvirket af alkohol over det tilladte.
En borger ringede lørdag aften omkring kl. 21.30 og oplyste, at en bil netop var kørt ind i vedkommendes hus i Nexø. Bilen havde ramt et nedløbsrør, som derved havde revet en flig af husets facade. En patrulje ankom til stedet, hvor en 18-årig mand fra Midtbornholm blev sigtet for at have ført bilen uden at have førerret. Derudover blev en 18-årig mand fra Gudhjem sigtet for at have overladt føringen til en person uden førerret.
Lørdag aften omkring kl. 23.30 væltede en 62-årig mand fra Midtbornholm på sin cykel på Pilevangen i Nexø. Manden blev kørt til hospitalet til tjek.
Søndag morgen kl. 8.45 modtog vi en henvendelse om en knallert, som lå i grøften på Stangevej i Østerlars. Da det var uvist, om knallerten lå i grøften som følge af et færdselsuheld, fortog man søgning med patruljehund i nærheden – dette for at søge efter en mulig tilskadekommen fører. Der var ingen personer i nærheden, så knallerten blev taget med på stationen. Rette ejer kan henvende sig på 114 med henblik på udlevering.
En 30-årig mandlig bilist fra Rønne blev søndag aften omkring kl. 22 bragt til standsning på Vibehaven i Rønne, hvor han blev sigtet for at have ført en personbil uagtet, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev desuden sigtet for at have ført bilen i frakendelsestiden.
Ny melding fra Bornholms Politi
Kilde: Bornholms Politi