Gudhjem er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
En 30-årig mand blev fredag kl. 14 standset i krydset Sverigesvej/Munch Petersens Vej, fordi han brugte håndholdt mobiltelefon og kørte uden sele. Han var bestemt ikke begejstret for at tale med ordensmagten, så han reddede sig også en sigtelse for fornærmelig tale mod polititjenestemand.
En 15-årig dreng blev standset på ulovlig knallert i Snellemark i Rønne fredag kl. 14.24. Han er også sigtet for ulovlig overhaling.
To kvinder på henholdsvis 26 og 38 år, og en mand på 51 år er sigtet for at køre for stærkt på Klemenskervej i Gudhjem. De blev standset fredag eftermiddag. En 53-årig mand blev lørdag kl. 00.34 sigtet for at køre for stærkt på Munch Petersens Vej i Rønne.
Lørdag var der færdselskontrol på Østbornholm, hvor 3 bilister står til klip i kortet for overskridelse af fartgrænsen.
En 62-årig kvinde påkørte lørdag kl. 14.40 en kantsten i rundkørslen ved Østre Ringvej og Snorrebakken. Ved påkørslen skete der skade på fronten og venstre forhjul fik ødelagt dækket. Det opdagede kvinden imidlertid ikke og fortsatte kørslen helt til bopælen i Klemensker.